• Velkommen
  • Aktuel udstilling
  • Gaveafdeling
  • For kunstforeninger
  • For kunstnere
  • Om Galleri 3G
  • Kontakt

Danmarks hyggeligste galleri - oser af charme og nostalgi ...



Naturen ved Galleri 3G



Gode naturture rundt om galleriet



Odsherreds natur og kunst



Naturen

Odsherred har noget af Danmarks mest storslåede natur og er samtidig en af Danmarks kunstnerkolonier. Og så ligger Odsherred kun 1 times kørsel fra København!


Odsherred har næsten alle danske landskabstyper i det kuperede istidslandskab. Her er et varieret og bakket landskab, tørlagte fjordarealer, bøgeskove, barske strandklinter, blide strandenge, lyngområder og meget, meget mere.


Der er masser af beundringsværdige udsigter over de uspolerede naturområder, som er omgivet af hav, bugter og fjorde.


Odsherred blev i 2014 udnævnt til UNESCO-geopark.

Kunsten

Odsherred er samtidig en af Danmarks kunstnerkolonier. Det betyder, at der er masser af lokale kunstnere, udstillingssteder og gallerier, der viser kunst i meget høj klasse.


Må jeg anbefale, at du tager turen til Odsherred, besøger det hyggelige Galleri 3G og får en kop gratis kaffe mens du nyder galleriets mange kunstnere.


Her kan du samtidig få foldere over naturture i Odsherred. Du kan derfor kombinere kunsten med en tur i den friske luft og den pragtfulde natur.

Naturen lige ved Galleri 3G

Rundt om Galleri 3G findes mange flotte gåture, selv om mange af stierne er godt gemt.


Nedenfor nogle kort over 4 områder nær galleriet med "skjulte" stier . I hvert område kan du komme på en flyvetur med en drone og se området fra oven.





FLYV EN TUR - OG SE OMRÅDET PÅ ET KORT



Oversigtskort over de 4 områder



Tryk på kortene for at se dem i stort format



1 - Egebjerg Mark



Sommerhusområdet er et rigtig hyggeligt område med bl.a. en badestrand med badebro.


Der er flere gode stier fra Strandagergådsvej til Englandshuse og til Egebjerg Mark.


På videoen flyver vi fra Strandagergårdsvej over en mark og ned til sommerhusene Englandshuse.


På kortet ser du 3 gode stier, som man ikke opdager hvis man ikke ved at de er der.





2 - Stokkebjerg Skov



Stokkebjerg skov langs Isefjorden er et oplagt sted at gå tur i. Mange overnatter i skoven i hængekøjer eller i telte på teltpladsen.


Her flyver vi Nord om Stokkebjerg Skov og drejer mod syd, da vi når Isefjorden og flyver videre langs skoven.


Den store sten i vandet er Lommestenen. Lommestenen er en såkaldt gneiss. Det er en bjergart som er dannet ved, at et klippestykke er blevet udsat for omfattende tryk og varme. Lommestenen er transporteret til Odsherred under den seneste istid.


Et troldesagn fortæller, at stenen er landet der i fjorden, fordi en vred trold, der var ulykkeligt forelsket, engang forsøgte at ramme Egebjerg Kirke ved at kaste sin lommesten hen over fjorden fra Hornsherred.


Til sidst i videoen ser du sommerhusområdet Englandshuse lige nord for Stokkebjerg Skov.





Egebjerg Mark



Stokkebjerg Skov



3 - Grisestien og Kirkestien



Det er en smuk gåtur ad Grisestien fra Søgårdsvej ned mod Stokkebjerg Skov. Stien fortsætter ligeud hvor jordvejen drejer til venstre. Her går man langs Jespers store økologiske frilandsgrise.


Stien fortsætter til Stokkebjerg Skov.


På videoen ser du Grisestien med Jespers frilandsgrise til højre. Vi flyver ned mod den sydlige del af Stokkebjerg Skov med Isefjorden i horisonten.


Dronen øger højden så du kan se Nykøbing Fjord og halvøen Nakke mod nord. Du kan også ane Nykøbing Sjælland.


Til sidst flyver vi tilbage til Galleri 3G, hvor Kirkestien kan ses ovenfor galleriet. Stien går op til Egebjerg Kirke.


På kortet er den øverste sti Kirkestien og den nederste Grisestien.





4 - Bråde Overdrev



Lige syd for Stokkebjerg Skov og for enden af Stokkebjergvej har vi Bråde Overdrev med de grønne bakkede marker.


På videoen ser du Isefjorden og mod syd Grønlandshuse. Bagved Grønlandshuse ligger Marinestation Kongsøre, hvor søværnets frømandskorps bliver uddannet. Her blev Prins Frederik også uddannet.


Før Grønlandhuse findes en lille hyggelig badestrand og mod nord er der adgang til Stokkebjerg Skov langs nogle hestefolde.


Stien længst til venstre på kortet er Grisestien. Nederst til højre er stien til den lille strand.





Grisestien og Kirkestien



Bråde Overdrev



Naturen i resten af Odsherred



14 andre natursteder i Odsherred, som vi vil anbefale



Vi kan anbefale disse 14 skønne naturoplevelser i Odsherred. I Galleri 3G kan du få en pjece over stederne.

  1. Bjergene:
    4 vandreture i det storslåede landskab skabt under istiden. Bjergene er betegnelsen for det markante bakkelandskab ud til Nekselø Bugt. Naturen, udsigterne og roen er her i særklasse.
  2. Danmarks Midtpunkt:
    Danmarks Midtpunkt ligger i det smukke åbne landskab på markerne nord for Rørvig. Stedet er markeret med en stor kampesten.
  3. Esterhøj:
    Enestående panoramaudsigt ud over det meste af Odsherred, Sejerø Bugt, den inddæmmede Lammefjord, Vejrhøjbuerne mm. 173 trin op til udsigten.
  4. Hov Vig:
    Hov Vig er et fugle- og vildtreservat med et spændende fugleliv i de vidtstrakte vådområder på en enebærhede på Nakke-halvøen. Der er næsten 300 forskellige fuglearter. Smuk natur som kan ses fra fx fugletårnet, hvor der er en fantastisk udsigt.
  5. Højby Sø:
    Højby Sø er en sø, der i 1990’erne blev gendannet efter tørlægningen i 1870’erne. Det er der blevet et smukt stykke natur ud af, med bl.a. gode vandrestier. Siden stenalderen har der været mennesker ved Højby Sø, det vidner bl.a. resterne af middelalderborgen Borren om.
  6. Højderygstien:
    Højderygstien er er 7 km lang trampesti nord om Asnæs. Stien går omkring Odsherredsbuerne med storslåede udsigter over både Sejerø Bugt og Lammefjord. Turen går bl.a. forbi Esterhøj, Maglehøj og Dutterhøje. Der er 4 opholdssteder undervejs på turen.
  7. Kongsøre Skov:
    Indbegrebet af dansk bøgeskov, hvor de gamle bøgetræer vokser helt ned til Isefjorden. Der er ca. 80 gravhøje og dysser i skoven. Her findes også den populære sandstrand Sandskredet og lidt inde i skoven findes Tingstedet.
  8. Korevlerne:
    Korevlerne er en lagune mellem to store sandrevler. Lagunen er højst en halv meter dyb. På ydersiden findes en sandstrand med marehalm. På korevlerne græsser køer af racen Galloway. En rolig og robust kvægtype, der skal være med til at give en bedre struktur i naturen på Korevlerne.
  9. Ordrup Næs:
    Næset er ca. 4 km langt. Det yderste af næsset er et smukt naturområde med strandvolde og kystklitter og hvor der græsser får. Mellem næsset og Vejrhøjbuen findes en smeltevandsslette.
  10. Rørvig Sandflugtsplantage:
    Plantagen vokser på et stort område med flyvesand ud til Kattegat. De mange bakker er i virkeligheden klitter, som er dannet af flyvesandet. Et smukt og varieret naturområde med mange former og farver.
  11. Skansehage og Korshage:
    Skansehage er en kæmpe sandrevle ud for Rørvig, som er blevet landfast og er blevet til en pragtfuld halvø med smuk natur. Korshage er et stykke kysthede med masser af lyng ved Isefjordens udmunding.
  12. Sonnerup Skov:
    Sonnerup Skov ligger lige vest for Klint ud til Kattegat og er en skov med mange træarter. Skoven blev anlagt i 1800-tallet på hævet havbund.
  13. Ulkerup og Annebjerg:
    Ulkerup Skov og Annebjerg Skov er bundet sammen af Ulkerup Overdrev og er et stort naturområde med masser af historie, aktiviteter og naturoplevelser.
  14. Vejrhøj:
    Vejrhøj er 121 meter høj, og dermed Odsherreds højeste punkt. Vejrhøj er samtidig en af Danmarks største og mest imponerende gravhøje. I godt vejr er der en storslået udsigt til fx Djursland, Samsø, Sejerø Bugt, Røsnæs, Sjællands Odde, Roskilde, Korsør mm. 27 kirker kan ses herfra.




Køb kunst - og blev glad ...


Find Galleri 3G
Ring til os



Søgårdsvej 8, Gelstrup, 4500 Nykøbing Sj



21 78 33 72

mail@galleri-3g.dk

CVR 41 93 80 80


​Åbent 1/5 - 15/9 torsdag til søndag samt helligdage 10-17


Privatlivspolitik


mail@galleri-3g.dk
21 78 33 72

Webdesign: www.kunstnersiden.dk