Bodil Kløvgaard udtrykker sig i varme, sanselige farver og med lige dele plads til fantasi og hjerteslag. Billedkunst som du mærker lige i hjertet.
Bodils farverige malerier på denne udstilling i Galleri 3G er umiddelbart abstrakte, men i hendes øjne fortæller de historier og kan opleves som stemningsabstraktioner – en erindring af oplevelser og det sete, naturen, farver og følelser.
Akryl på lærred er kunstnerens foretrukne materialer og hun er optaget af at skabe nærvær, ro, balance og lyse lette farvespil.
Ved at lade forskellige former og farver spille op mod hinanden, får hvert enkelt billede sin egen unikke stemning.
Bodils stil er ret alsidig idet hun maler både figurativt og nonfigurativt, og hun finder det spændende at eksperimentere og udfordre sig selv.
Bodil undlader helst titler, da hun gerne vil give beskueren mulighed for at lægge sin egen fortolkning ind i værkerne.