Ulla Kristiansen-Kølsters ekspressive naturabstraktioner bygger overvejende på stemninger, inspireret af daglig færden under åben himmel: I skoven, langs kysten, på pløjemark og bakketop med udsigt til evigt skiftende og fascineren-de skylandskaber og horisonter.
Interessen for det filosofiske, det præhistoriske, det metafysiske og religiøse kan undertiden svagt spores som afsæt til et maleri. Ulla beskriver selv arbejdet med lærrederne som stædige, næsten desperate, forsøg på at forbinde det timelige og det evige i en art "urstemning", som hårdnakkede og gentagne forsøg på at fremmane stumme påmindelser om en anden rytme...
Ulla er født på Ærø og bosat på Sydfyn. Hun har i over 30 år præsenteret sine billeder i gallerier og kunstforeninger, ligesom hendes stemningsmættede naturfortolkninger har udsmykket såvel virksomheder som private hjem i både ind- og udland.